Inspireret af et læserbrev af Klara Bundsgaard, bestyrelsesmedlem af DSU, skriver jeg dette indlæg.
Hej, jeg fik et lortegennemsnit, da det endeligt lykkedes for mig at bestå studentereksamen.
Da det lykkedes mig, dumpede jeg ikke en eneste af mine eksamener – til gengæld blev det til lidt for mange 2- og 4-taller, særligt når det gjaldt de karakterer, der talte mere end én gang, og hvor lærerne på den ene eller den anden måde nok har kæmpet lidt for at få mig dertil.
Jeg droppede ud af gymnasiet efter halvandet års tid. Der tror jeg, at jeg til sidst kunne mærke forventningerne til mig igen-igen-igen og de sidste gange for meget; de forventninger, der var lidt for høje i forhold til, hvad jeg egentlig kan, både i forhold til omstændigheder og i forhold til, hvordan jeg “håndteres” eller behandles. Det var med ord om, at “[jeg] kan jo godt” og undren over, hvorfor jeg ikke “bare gør”.
Men sådan fungere det ikke. Ikke med alle. Sådan er min hjerne ikke sat sammen (og det har jeg endeligt, men nok lidt for sent i forhold til nogle ting, fået papir på som 31-årig i 2014). Min hjerne er ikke sat sammen til at fungere i det gængse uddannelsessystem. De bedste karakterer er modtaget i de fag, hvor tingene har været mig bekendt i så lang tid, at det sidder på rygraden – eller i det mindste er så logisk eller systematisk, at man kan tænke/ræsonnere sig frem til svar (jeg er stadig overrasket over mit 10-tal i naturfagpakken, men det må jo være grunden til, at jeg nåede dertil). Verden, som den ser ud i dagens Danmark, er bare ikke altid logisk sat sammen i mit hoved.
Gennemsnittet har betydet, at jeg ikke kunne komme ind på drømmestudiet på Københavns Universitet. Efter to semestre med min andenprioritet og lidt for længe med et andet studie på Aarhus Universitet har jeg indset, at det virker min hjerne da SLET ikke til – på trods af, at studierne begge steder indeholdt både hjerteblod og noget af det, som jeg er allerbedst til.
Heldigvis er jeg nået dertil, at jeg ved, at den praktiske del af erhvervsuddannelse kan være en stor hjælp.
Heldigvis har jeg ved at gøre ting (fremfor at læse og lære om tingene i teorien) fundet ud af, at jeg har stærke kompetencer.
Heldigvis findes der efterhånden flere virksomheder, der gør noget ud af at have rammerne til, at folk, der ikke er neurotypiske, kan bruge deres kompetencer til noget.
Men jeg er velfungerende nok til at være i en virksomhed med neurotypiske rammer. Det kommer ikke an på mine karakterer; lige nu ser det faktisk ud til, at jeg har de stærkeste kompetencer i det fag, som jeg afsluttede stort set kun med 4-taller (og et enkelt 7-tal, som jeg da vist netop fik i hus ved at ræsonnere ved et spørgsmål, som jeg havde overset i forberedelseslokalet; det gav i alle fald god stemning).
Ind imellem kan jeg godt føle et stik i hjertet og en klump i maven over, at jeg ikke får oplevet det, der er “normalt”, eller det, jeg nok ville være i stand til, hvis jeg var neurotypisk. Men samtidig er det jo også at lægge vægt på en del af mig, der måske er knap så vigtig; det er den del, hvor kompetencerne i den virkelige verden bliver udeladt.
Hej, jeg hedder Freya og er HF-student med et lortegennemsnit.
Til gengæld dumpede jeg ikke en eneste eksamen; jeg fik et stykke papir, der fik mig ind på landets to bedste universiteter – og på trods af det er jeg pissekompetent.
Freya's Halls 
Leave a comment